Hele den arabiske verden er præget af et stort had til jøder. Det har resulteret i, at der i dag nærmest ikke er nogen jøder tilbage i området, for de er blevet både chikaneret og forfulgt.
I Egypten bor der således kun 11 personer med en jødisk baggrund, hvor der for bare hundrede år siden levede 100.000 i landet. Det samme gør sig gældende for lande som Syrien, hvor der i dag bor 60 personer med jødisk baggrund og Libyen, hvor der ikke lever en eneste jøde længere. I begyndelsen af 1900-tallet boede der 200.000 jøder i Libyen. I Marokko og Tunis bor der ca. 5.000.
Den sidste jøde i Egypten
Da jeg for nylig var i Egypten med Steen Nørskov for at filme udsendelsen ”Den sidste jøde i Egypten”, mødte vi lederen af det jødiske samfund, Magda Haroun. Hun blev valgt som leder, fordi hun med sine 61 år er den yngste og stadig kan gå selv. De andre i det jødiske samfund er i firserne og halvfemserne, så inden længe vil Magda være den sidste jøde i Kairo.
Det var meget trist at følge hendes kamp for at værne om den jødiske kulturarv siden Ramses II’s tid, og hun fortalte, at de sidste få jøder i Kairo nærmest bor på et ”jødisk ghettoplejehjem” på grund af den diskrimination, de møder hver eneste dag.
Vi kan med andre ord ikke komme uden om, at jødehadet er massivt i den islamiske verden og især i den arabiske verden, og mange har forklaret det med staten Israels oprettelse i 1948 og den israelske politik. Det er sandt, at jødehadet blev meget forstærket efter Israels oprettelse, men at bruge det som eneste forklaringsmodel, mener jeg er for letkøbt.
Tilbage til fortiden
Vil vi finde oprindelsen til antisemitismen i den arabiske og islamiske verden, må vi gå en del længere tilbage i tiden. Allerede i Det Gamle Testamente hører vi om jødernes kamp mod undertrykkelse, men den egentlige antisemitisme startede efter min mening, da Konstantin den Store gjorde kristendommen til en statsreligion i det andet århundrede.
I bestræbelserne på at få romerne og de romerske kejsere til at acceptere kristendommen, var det ikke nogen fordel, at det i sin tid var romerne, der var ansvarlige for Jesu korsfæstelse.
Man forsøgte derfor at gøre jøderne til syndebukke og neddæmpede det faktum, at Jesus selv var en jøde. Kirken udviklede snart en symbolsk modstand mod alt jødisk. Jøder blev hevet frem som dæmoniske, den ”sorte og forræderiske Judas”, og som ”Satans Synagoge”.
Den kristne kirke udviklede hurtigt en stor modstand mod jøderne, og man lod sågar kirkernes udsmykning omfatte en nedgørelse af alt jødisk. Med tiden indførtes regler, som gjorde jøderne til andenrangs borgere, og det blev strafbart at bygge synagoger. Toledo-synoderne i det syvende århundredes Spanien tvang jødiske børn til at bo hos kristne familier, efter de fyldte syv år.
Mødet med Profeten
Profeten Muhammed og islams møde med jøderne er en anelse ambivalent. Han lod for eksempel alle jødiske mænd fra en bestemt stamme i byen Medina slå ihjel og lod deres kvinder og børn tage som slaver – ikke kun på grund af at de var jøder, for Muhammed var samtidig i alliance med andre jødiske stammer, men af politiske uoverensstemmelser.
Alligevel betragtede Muhammed og Koranen jøderne som et ”bogens folk”, og det betød, at de blev accepteret på linje med de kristne og fik lov til at dyrke deres religion. Derfor fik jøder i de islamiserede områder generel bedre behandling end den, de oplevede i den kristne del af verden. Det betød dog ikke fryd og gammen, for islam havde overtaget en del af den oprindelige kristne antisemitisme, så også den islamiske verden i perioder behandlede jøderne som andenrangsborgere.
De blev for eksempel henvist til at bo på bestemte områder, Mellaha, og de skulle gå i bestemt tøj, så de let kunne skelnes fra ikkejøder. Kalif Harun al-Rashid, som vi kender fra ”Tusind og én nat”-historierne, var i år 807 hverken meget for jøder eller kristne og indførte restriktioner for begge grupper, men det er nok især påbuddet om, at jøder skulle gå med et gult tegn, der vækker sørgelige associationer til nazitiden.
Fik skylden for pesten
Europæiske korsfarere undervejs for at ”befri” Jerusalem fra islam myrdede tusindvis af jøder i slutningen af det 11. århundrede. Kirken tvang de resterende jøder til at bære særpræget tøj (gule tegn i Frankrig, spidse hatte i Tyskland) med henblik på at modvirke relationer med de kristne.
Antisemitismen blev dog sat i bero i det senere andalusiske rige, hvor forfølgelser sås meget sjældent. Det var en unik historisk tid, hvor muslimer, jøder og kristne levede i fred og fordragelighed, og hvor ikke bare den islamiske, men også den jødiske kultur fik rum til at blomstre. Jødehadet levede dog videre i den kristne verden, og da pesten ramte Europa i Middelalderen, gav mange jøderne skylden.
Under inkvisitionen blev både jøder og muslimer forfulgt, og mange europæiske jøder søgte nu tilflugt i den islamiske verden. Her kunne de leve under tålelige forhold, mens fordommene om dem florerede videre blandt kristne.
På trods af protester fra den franske filosof Voltaire fik jøderne efterhånden fulde rettigheder efter den franske revolution, men man anså dem stadig for at være anderledes og mødte dem med mistænksomhed i Europa. I den islamiske verden levede jøder og muslimer i nogenlunde fordragelighed (med op og nedture) helt frem til 1900-tallet, hvor den moderne tids antisemitisme begyndte.
Troede lidelserne var forbi
I 1920’erne og 30’erne tog islamisterne, primært Det Muslimske Broderskab og deres ligesindede, ukritisk europæiske antisemitiske tanker til sig. På trods af at Zions Vises Protokoller bliver tilbagevist som et falsum, mente de, ligesom Hitler og nazisterne, at jøderne ville overtage hele verden.
Zions Vises Protokoller blev i virkeligheden skabt af det russiske sikkerhedspoliti for at underminere den russiske revolution, der blev anført af ”jøder”, bl.a. Trotskij. Men den forklaring, at bogen var et falsum, blev hverken accepteret af nazisterne eller de radikaliserede muslimer.
Alle er bekendt med de uhyrligheder, der blev resultatet af nazisternes jødeforfølgelser under Anden Verdenskrig, og da staten Israel blev oprettet, håbede mange, at jødernes lidelser nu skulle være forbi. Men som vi alle ved, skabte det ganske nye problemer.
Voksende jødehad
I den arabiske verden begyndte man at sætte lighedstegn mellem det at være jøde og det at være israeler. Det fik det jødehad, som allerede eksisterede, til at vokse stærkt og forårsagede, at mange jøder i de muslimske lande nu blev genstand for forfølgelser og diskrimination. Antisemitismen opstod med andre ord ikke, fordi staten Israel blev oprettet, men den blev forstærket.
Selv den dag i dag fornægter mange arabere, at Holocaust har fundet sted. Selvom der skulle opstå fred mellem israelerne og palæstinenserne, er jeg sikker på, at jødehadet vil fortsætte, for den arabiske verden bliver i dag bombarderet med antisemitiske tanker fra en anden kant – nemlig de radikaliserede islamister.
Den islamistiske ideologi, som har vokset sig stærk gennem flere jihadistiske grupper som for eksempel Islamisk Stat, har jødehad som en del af sit dna. Det har medført forfølgelser og vold mod jøder ikke bare i den arabiske verden, men også Europa, som vi har set det under de sidste terrorangreb.
"Mein Kampf" en bestseller
Det har ikke gjort det bedre, at man for fem år siden i egyptisk tv viste 30 afsnit i den bedste sendetid, som tog udgangspunkt i Zions Vises Protokoller. I dag er Hitlers ”Mein Kampf” en bestseller i flere arabiske lande. Her er det dog værd at nævne, at det var kristne arabere, som oversatte ”Mein Kampf”, og som også har sørget for, at Zions Vises Protokoller er blevet trykt på arabisk. Mange kristne araberes jødehadiske holdninger udspringer faktisk direkte af tanken om, at det var jøderne, som slog Jesus ihjel.
Hvor man i Europa generelt har bevæget sig væk fra jødehad og antisemitisme, er det desværre på fremmarch i den arabiske verden. Det er for let bare at give Israel skylden.
Konflikterne med Israel er noget af forklaringen, men den oprindelige kristne antisemitisme i Middelalderen, i 1800-tallets Østeuropa og Vesteuropa, 1930’ernes nazisme i Europa og den islamistiske ideologi er mindst lige så afgørende faktorer i denne sammenhæng. Det er en integreret del af islamisme.